I går var endnu en dejlig eftermiddag. Godt nok blæste det en del, men hvis bare man havde en god trøje på var det nydeligt havevejr.
Altid spændende at komme ud og se hvad der er sket når der er gået nogen dage siden sidst.
Hindbærrene skyder i vejret og sætter en del blomster.
Tanken er at hjørnet her efterhånden skal blive et stort hindbærkrat, så pæonerne står her på lånt tid.
Brændestablerne vokser stadig. Er nu begyndt på 4 række.... nok til 3 vintre nu i hvert fald!
Ærterne vokser også godt nu. De forspirede er ved at ha nået stativets top.
Næste hold som er sået på friland er 5-10 cm.
De første blomster er kommet i ærteplanterne.
Og det første røde jordbær er også snart klar. Mangler bare lige lidt på undersiden som stadig er lidt grøn.
Vi kæmper lidt med dræbersneglene som især er i kartoffelbeddet.
Heldigvis virker toppene så stærke at de sagtens klarer at sneglene spiser de nederste blade.
Jeg prøver at fjerne sneglene så ofte som muligt.
Igår kunne jeg ikke dy mig for at grave lidt i jorden, og sørme om der ikke er de fineste små kartofler.
Ikke flere købekartofler her!
Det er ikke bare snegle vi døjer med, muldvarpen er også lidt af et skadedyr og græsplanen gynger!
Vi har forsøgt at spule med vand ned i gangene, har forsøgt at plante nogle løg som skulle lugte grimt for dem, har forsøgt at stå klar og "vippe" dem op med en spade når de gravede og senest har vi forsøgt karbid.
Intet har hjulpet!
Nu har vi bestilt fælder på nettet og venter spændt på de kommer med posten.... håber de kan sætte en stopper for terroren.
Dræbersneglene er ikke kun i kartoflerne, de har også virkelig haft en fest i mit valmuebed.
En overgang var jeg bange for at ikke en eneste plante skulle overleve.
Nu håber jeg bare på at der når at komme så mange planter at jeg kan høste frø og så endnu flere næste år.
Det er rosa og lilla flossede valmuer.
En god ting ved blæsten er at tøjet tørrer godt.
Jeg nyder at kunne sætte vasketøjet ud.
Må endnu bruge det gamle stativ, da espen ikke har fået sat en tørresnor op til mig endnu....
hint hint!
Elias nyder også haven og I kan sikkert spotte ham i leg på nogen af billederne over.
Lykken er en gyngetur med far.
Og i går brød han ud i gråd med tårer og det hele da vi sagde at nu skulle vi ind.
Vores lille ude-dreng.
Vi har fået en lille forsmag for hvordan det bliver når jeg går på barsel.
I fredags blev jeg sygemeldt på halv tid.
Plukkeveerne er for kraftige og blodprocenten helt i bund.
Min læge måtte sige stop da jeg var til 25 ugers kontrol.
Det kan være svært at acceptere at være patient, når man selv er læge.
Men nogen gange skal der være nogen til at sige stop.
Nu når jeg at slappe af nogen timer hver dag uden Elias, og jeg kan allerede mærke en bedring.
Så fremover bliver der nok en del tid på sofaen med strikketøjet....
strikkeindlæg coming up!