Der har været rigtig stille her på bloggen...jeg ved det godt. Og jeg ved også godt at der sidder mange venner og familiemedlemmer og alle de andre der også gerne vil vide hvordan det hele går og venter på opdateringer..... Men vi har været begravet i sygdom og et projekt hvor vi måske er svømmet ud på lidt for dybt vand.....
Fiiiine påskeliljer fra mormors have
Men altså..... vi skal flytte!
En aften i december hvor vi var ude og spise imens vores dejlige aflastningspige camilla (herefter bare camilla, da aflastningspige må være et af de grimmeste ord!) passede Elias fandt vi ud af at vi begge to ikke synes situationen med Elias i isolation og en lejlighed på 64 kvm2 var en super god kombi.... Vi havde egentlig begge to lyst til at købe et hus!
Jamen så gør vi da det.... midt i al kræften og eksamenslæsningen. Men hvis man kan se at en situation ikke er holdbar i længden og man kan se en løsning.... er man så ikke forpligtet til at gøre noget ved det?
Og overskuddet.... det må man jo så finde hen ad vejen har vi jo allerede lært.
Så summen blev at vi i februar skrev under på købsaftalen til at dejligt hus i Lisbjerg ( 5 km fra skejby sygehus:)), lejligheden er solgt og vi overtager huset i påsken!
Det bliver nogen hårde flyttedage, også fordi at Elias skal indlægges til kemo lige der omkring... men vi glæder os så meget!
Vi er så heldige at vi får stor opbakning.
Onklerne, farmor og farfar kommer ned fra Norge og familien fra vestjylland kommer også og hjælper... og mon ikke vennerne også får en lille opgave eller 2?;)
Det sætter vi utrolig stor pris på. Vi havde ikke klaret det selv.... må jo altid være klar til at den ene af os skal med Elias på sygehuset.
Lige inden vi skrev under på huset fik vi besked om at jeg ville få særlige hensyn fra sundhedsstyrelsen mht min basisuddannelse (det der før hed turnus), så jeg var sikret en plads i Århus.
Igår havde jeg så mine 10 min. hvor jeg kunne vælge (inden de over 400 andre nyuddannede læger slår sig løs i næste uge), og til 1. Aug begynder jeg i mit første job som læge på en sygehusafd. her i århus!
Jeg glæder mig... skal bare lige bestå de sidste eksaminer først....hmm.....
Til sidst skal i ikke snydes for ham de fleste nok gerne vil se billeder af: Go'gutten.
Vi har haft et lille ophold på A4 med RS-virus og en lille uges tid i efterforløbet herhjemme med snot, hoste og minimal madlyst så grammene raslede af den lille krop. Men nu er han på toppen igen og spiser fiskefrikadeller og chokolade påskeharer døgnet rundt!
Igår var camilla her og vi var i ikea for at se på garderobeskabe. Denne stol måtte vi bare ha' med hjem. Vi har overhovedet ikke plads til den i vores lille stue.... men snart er det problem jo løst:)
Rigtig god week-end
Velkommen tilbage til overfladen :) Tillykke med jeres huskøb- synes det er en god og sej beslutning! Kan godt forstå, det bliver hårdt, men tror, det lønner sig i sidste ende. Tillykke med din basisplads- det mangler da bare! Jeg må vente til onsdag aften, og se om der er noget tilbage til mig, som jeg kan leve med.
SvarSletKnus
http://blomstertankerogoreringe.blogspot.com
Tillykke med huskøbet. Jeg tænker ofte over, om vi er forpligtet til at ændre på en uhensigtsmæssig situation, hvis man kan se en løsning. Jeg er (indtil videre) nået frem til, at man i det mindste må tage løsningsforslag op til overvejelse og gøre noget eller acceptere situationen som den er. Lækker gut i har der :) Håber det må gå godt med kemokuren. Kh Dorte
SvarSlet@ blomsterpigen : håber du finder noget du kan blive lad for på onsdag.... Krydser fingre.
SvarSlet@ dorthe : du har selvfølgelig ret. Det er ikke altid man er forpligtet til at gøre noget ved en uholdbar situation, nogen gange er det vigtigt at vide hvornår nok er nok og det er bedst at holde hænderne i lommen. Ikke mindst i mit fremtidige arbejdsliv. Min erfaring er dog at udgangen oftets er et ultimat, en afslutning.... Og der havde vi ikke lyst til at vores situation skulle ende...
Men ja hvis det ikke står til at ændre så er det bedre at acceptere og få det bedste ud af det...
En dag i køkkenet på a4 sagde en anden mor til mig " vi kan græde bagefter, lige nu er ...... her endnu"
Bliver stadig konfronteret med situationer hvor man ikke skal ( eller kan ) gøre noget.... Måske derfor er det så vigtigt for mig at finde modet når jeg kan?
Tror du har ret - og som den anden mor fortalte - så er lige nu HER - det tror jeg er det allervigtigste at holde fast i. Blev enormt grebet at din måde at berette om forløbet med jeres dejlige dreng - det skærer mig dybt i hjertet, når jeg hører om børn (og deres familier) som skal igennem sådan nogle svære ting - de skal jo være børn....
SvarSletKlem fra Dorte