Allerførst vil jeg gerne sige tak for alle de hilsner vi har fået her på bloggen og på fb i forbindelse med baby-nyheden.
Det er meget rørende at så mange tænker på os og glædes på vores vegne.
Må jeg godt hive det af nu mor?
En lille billedserie fra den anden dag Elias var i bad. Elias er med i et plaster-projekt, som skal vise om det bliver et pænere ar vha creme med antibiotika med/uden steroid og så silikone plaster. Plasteret skal han bruge i 3 måneder efter operationen, med skift hver 2. dag.
tada!
Som med så meget andet så klarer han det bare så fint. Han tager selv plasteret af når han er i bad (og også nogen gange når han er udenfor synsvidde;) lidt hyppigere end hver 2. dag så;))
Og når han så skal ha et nyt plaster på løfter han pænt hagen så man kan komme til.
Vil du med hjem og se mit sørøver-ar?
Der er så mange andre ting han har "lært". At stetoskopere Elias er intet problem, han hiver selv op i trøjen når han ser stetoskopet. Når han får lavet ekko af hjertet ligger han alene på briksen og kigger op på skærmen... og trykker gerne selv på knapperne hvis han får lov.
Da han havde sonde vidste han godt at medicinen skulle ind ved den lille blå tut, og fandt den gerne frem til os når han så vi kom med sprøjterne.
Nu får han sin daglige kemo i tabletter opløst i sprøjter som han selv tager ind i munden og trykker stemplet i bund! Ja faktisk vil han så gerne ha sin medicin at han næsten ikke kan vente på at tabletterne bliver opløst hvis først han har fået øje på sprøjten.
Han ved at man skal sidde stille mens man får taget temperatur, og løfter pænt armen så termometeret kan komme ind i armhulen.
Han sover alle steder bare han har sin nusseklud og spilledyr med sig. Om det så er på det ene eller andet sygehus og på den ene eller anden stue.
osv osv
Jeg er simpelthen så stolt af den dreng!
Wrauuuuuuu!
Men men, tro nu ikke vi ikke er udfordret...
Sproget halter efter og her i en alder af snart 3 er det vist stadig et mor øre der skal til for at forstå bare lidt.
Maden er et kapitel for sig selv og vi kæmper med en dreng der ikke længere er på ønskekost, men jo stadig er syg og ofte med feber en 2-3 dage ud af ugens 7.
Fysisk er han heller ikke helt med og ingen ved hvor mange føleforstyrrelser han har som følge efter kemoen.
Allerede nu er der bevilget minimum 3 ekstra måneder i vuggestuen fordi Elias på ingen måde er klar til børnehaven når han bliver 3.
Plus at han jo er en dreng i den (vid)underlige trodsalder;)
Man altså uanset hvad, så er jeg stolt!