28. juli 2012

Plads til en til?


Lillebror kommer om ca 8 uger og vi glæder os.
Vi er ikke rigtig begyndt på forberedelserne endnu, men når vi kommer hjem fra ferie skal vi igang med at vaske tøj, få Elias over i en anden seng så tremmesengen kan komme ind i soveværelset, få købt de ting vi mangler.

Elias glæder sig også. Han er helt med på at der er en baby i mors mave, og vi har snakket om at når den skal ud af maven skal mor ud på Elias's sygehus.
Jeg ved ikke om det er Elias eller mig (i virkeligheden nok os begge 2), men sådan underbevidst ligger der samtidig en stemning af at nu er det den sidste tid hvor det bare er os.
Vi kan ikke sidde tæt nok i sofaen.

Alle forældre er tætte på deres børn, men jeg føler at med elias er det helt specielt.
Baby-boblen er ligesom aldrig blevet sprængt hos os.
Vi har haft Elias hjemme (eller på sygehuset) i 2,5 år og nu hvor han er startet i vuggestue er han også mere hjemme end gennemsnittet pga de korte dage.
Og ja der er jo andre børn der også bliver passet hjemme af forskellige grunde som jo også har et tæt forhold til sine forældre, men måske synes jeg også det er anderledes pga de ting vi har været igennem som lille familie.

Før vi rejste på ferie havde Elias besøg af en af hans venner fra vuggestuen. Vennens mor var selvfølgelig med og vi sad og snakkede mens drengene legede. Vi snakkede om mange ting og snakken faldt også på Elias's sygdom.
Lidt senere skulle vi ud i haven og lige der, imens jeg bøvlede med gummistøvlerne, kiggede Elias på mig og sagde "mor jeg er syg!"
Det er første gang at han har sagt sådan.
Jeg tror jeg fik svaret noget ala "ja det er du, men du får jo medicin og så bliver du snart rask"

Og Elias vil jo blive ved med at være "syg" selv når lillebror kommer.
Nogen gange kommer der tanker som hvad nu hvis Elias har feber når jeg skal føde?, hvad hvis han er så dårlig at han skal indlægges og vi så kommer til at være på hver sin afdeling på det samme sygehus?
Og Espen skal løbe imellem os og være tilstede...
Hvad med næste gang Elias skal i narkose og jeg står der med en baby på armen samtidig som jeg jo gerne vil holde om min store dreng imens han falder i søvn ?
Og på opvågningen bagefter er der jo ikke plads til babyskrig i stilheden og bippene fra maskinerne.
Vi har netværk og familie som selvfølgelig vil hjælpe os hvis det bliver en situation vi kommer til at stå i, men jeg synes det er svært at både skulle være mor til et sygt barn og så samtidig give liv til et helt nyt og forhåbentlig rask barn. Elias og hans sygdom fylder så meget, bliver der plads til den lille ny?

Selvfølgelig bliver der det.
Vi glæder os alle sammen, også Elias.
Vi glæder os til at hilse på lillebror.
Vi glæder os til at byde et lille nyt, raskt barn velkommen.
Et nyt fokus.

Alle jeg kender med flere børn siger, at man tror man ikke kan elske den næste som den første, men når lillebror/søster så er der bliver kærligheden fordoblet helt af sig selv.

Diverse psykologer har støttet os i vores beslutning om at få en søsken til Elias nu.
Det er vigtigt at prøve at holde fast i et "normalt" liv.
Man kan/må ikke sætte sig liv på vent og leve i en boble, for hvad nu hvis?
Flere har spurgt om vi nu virkelig har overskuddet til endnu et barn?
Hvad svarer man til det og ville forældre til et raskt barn kunne svare på det?

Vi må tage det som det kommer.
Vi ved så godt at ingen alligevel ved hvad der sker i morgen.

Men vi glæder os.

Vi glæder os.

7 kommentarer:

  1. Hvor ser I bare dejlige ud sammen. Elias er simpelthen så kær.

    Jeg kan godt forstå, du har mange tanker om alt det, der kommer til at ske, men jeg håber (og er sikker) på, at I finder jeres egen vej. Og sikke en gave til lillebror, at få sådan en stor og sej storebror :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak.

      Der er så mange tanker, men ja når vi står i det finder vi sikkert en vej igennem. Og nu er det jo "kun" en baby og ikke 2 der kommer som hos jer;)
      Det tænker jeg også må ha haft mange tanker og overvejelser med på vejen?:)


      Lillebror kommer helt sikkert til at ha den sejeste storebror. Og storebror bliver samtidig en heldig storebror. Udover glæden ved at ha en lillebror med alt der følger vil lillebror også være det bedste bud på en donor hvis elias en dag skulle få brug for det (7-9-13). Brødre for livet! <3

      Kh

      Slet
  2. Smukt indlæg! Jeg kan godt forstå dine tanker, og hvor må det ha ramt dig da han selv konstaterede at han er syg. Jeg er sikker på med alt hvad i har været igennem at så er i mere end rustet til en lille ny. Det bliver dejligt for jer, og dejligt for Elias at han får glæden ved at få en søskende :-)

    SvarSlet
  3. Tusind tak.

    Det ramte lige ind der hvor der er dybest. I fremtiden kommer der sikkert mange ting der skal forklares. Hvorfor er jeg skaldet på billederne mor? Hvorfor skulle jeg opereres? Hvorfor boede vi på sygehuset?
    Faktisk kan elias slet ikke se at det er ham på de billeder vi har fra den værste tid.

    Puha ja mange svære forklaringer ligger forude.

    Vi er sikre på at det bliver dejligt og hårdt. Og glæder os til at give elias den største gave: lillebror:)

    Kh

    SvarSlet
  4. Uuh nu er der ikke længe til - hvor bliver det bare spændende - for jer allesammen at møde lillebror og at finde jer tilrette som en familie på fire. Er sikker på, at I finder jeres måde at få det hele til at fungere på.

    SvarSlet
  5. Hvor er det et fint billede af dig og Elias <3. Tak for et fint indlæg, og tillykke med den snarlige fødsel, hvor bliver det spændende:))) Jeg kan godt forstå dine tanker og bekymringer-jeg vil slet ikke påstå, at jeg ved hvordan I har det, men da vi fik Vincent var Viggo syg af kronisk halsbetændelse, og jeg kan huske, at jeg havde fuldstændig de samme tanker, fordi vi jo ofte også var indlagt med ham, og indimellem, må jeg sige, var det godt nok også en svær én, når vi fx skulle afsted på hospitalet med Viggo, midt om natten, men vi var nok en rimelig usædvanlig (og irriterende) familie, der insisterede på at blive indlagt sammen, og Vincent boede nærmest i bæreselen, og på den måde gik det alligevel. Viggo blev opereret og rask, men tilgengæld fylder hans sind, meget i vores hverdag og tager meget fra de andre, men her 5 år efter lillebrors ankomst og tanker om dårlig samvittighed i forhold til ham, må jeg sige, at jeg måske også synes det er en gave, for vi er netop meget tætte, alle sammen, og det at Viggo stort set aldrig er blevet passet, og de faste rammer, der er omkring ham, er blevet en gave til de andre meget trygge og harmoniske børn. De rammer og redskaber, vi har implementeret får de andre utroligt meget ud af, og vores hverdag ville nok have været noget mere stresset, hvis ikke vi havde haft Viggo, så det må vi jo takke ham for:) Desuden tror jeg at, jeg ville være endnu mere navlepillende omkring Viggos situation, fremtid osv hvis ikke jeg havde haft de andre, det har jeg slet ikke samme tid til nu, og det har været rigtig sundt for mig, at få fokus lidt fra den kære dreng. Puha, det blev en lang smøre, men jeg håber det giver mening? kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære vibeke

      Det giver helt sikkert mening de ting du skriver. Håber at lillebror giver os de ting som du beskriver.
      For samtidig som jeg nogen gange har lyst til at det bare skal være mig og elias mod resten af verden for altid, så har vi nok godt af at blive brudt lidt.

      Og ja her vender vi også nogen gange tanken om hvis vi begge skulle afsted på arbejde, og aflevere børn... Hver dag! Ikke altid så dumt at have muligheden for at kunne tage dagen som den kommer;) (men jo også en nødvendighed)

      Mht indlæggelse så bliver det kompliceret af at børneonkologisk afd jo er en isolationsafd og vi må tænke på hvilke sygdomme sådan en lille baby kan slæbe med til de andre immunsvækkede børn.
      Vi må bare krydse fingre for at der ikke bliver så mange indlæggelser...

      Jeg så en dokumentar om advokaten som har forsvaret breivik i norge. Lippestad hedder han. Han har et virkeligt hårdt liv på den private front med 2 meget syge børn. Han fortalte om at andre ofte beskriver ham som meget rolig, selv i pressede situationer, men som han sagde, hvis man nu altid lever i lidt kaos og aldrig ved hvornår der sker noget kritisk, så er man "trænet" og der skal lidt mere til at vælte og stresse.... Jeg synes det giver mening.

      Kh

      Kh

      Slet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails