Plads til en til?

Lillebror kommer om ca 8 uger og vi glæder os.

Vi er ikke rigtig begyndt på forberedelserne endnu, men når vi kommer hjem fra ferie skal vi igang med at vaske tøj, få Elias over i en anden seng så tremmesengen kan komme ind i soveværelset, få købt de ting vi mangler.

Elias glæder sig også. Han er helt med på at der er en baby i mors mave, og vi har snakket om at når den skal ud af maven skal mor ud på Elias's sygehus.

Jeg ved ikke om det er Elias eller mig (i virkeligheden nok os begge 2), men sådan underbevidst ligger der samtidig en stemning af at nu er det den sidste tid hvor det bare er os.

Vi kan ikke sidde tæt nok i sofaen.

Alle forældre er tætte på deres børn, men jeg føler at med elias er det helt specielt.

Baby-boblen er ligesom aldrig blevet sprængt hos os.

Vi har haft Elias hjemme (eller på sygehuset) i 2,5 år og nu hvor han er startet i vuggestue er han også mere hjemme end gennemsnittet pga de korte dage.

Og ja der er jo andre børn der også bliver passet hjemme af forskellige grunde som jo også har et tæt forhold til sine forældre, men måske synes jeg også det er anderledes pga de ting vi har været igennem som lille familie.

Før vi rejste på ferie havde Elias besøg af en af hans venner fra vuggestuen. Vennens mor var selvfølgelig med og vi sad og snakkede mens drengene legede. Vi snakkede om mange ting og snakken faldt også på Elias's sygdom.

Lidt senere skulle vi ud i haven og lige der, imens jeg bøvlede med gummistøvlerne, kiggede Elias på mig og sagde "mor jeg er syg!"

Det er første gang at han har sagt sådan.

Jeg tror jeg fik svaret noget ala "ja det er du, men du får jo medicin og så bliver du snart rask"

Og Elias vil jo blive ved med at være "syg" selv når lillebror kommer.

Nogen gange kommer der tanker som hvad nu hvis Elias har feber når jeg skal føde?, hvad hvis han er så dårlig at han skal indlægges og vi så kommer til at være på hver sin afdeling på det samme sygehus?

Og Espen skal løbe imellem os og være tilstede...

Hvad med næste gang Elias skal i narkose og jeg står der med en baby på armen samtidig som jeg jo gerne vil holde om min store dreng imens han falder i søvn ?

Og på opvågningen bagefter er der jo ikke plads til babyskrig i stilheden og bippene fra maskinerne.

Vi har netværk og familie som selvfølgelig vil hjælpe os hvis det bliver en situation vi kommer til at stå i, men jeg synes det er svært at både skulle være mor til et sygt barn og så samtidig give liv til et helt nyt og forhåbentlig rask barn. Elias og hans sygdom fylder så meget, bliver der plads til den lille ny?

Selvfølgelig bliver der det.

Vi glæder os alle sammen, også Elias.

Vi glæder os til at hilse på lillebror.

Vi glæder os til at byde et lille nyt, raskt barn velkommen.

Et nyt fokus.

Alle jeg kender med flere børn siger, at man tror man ikke kan elske den næste som den første, men når lillebror/søster så er der bliver kærligheden fordoblet helt af sig selv.

Diverse psykologer har støttet os i vores beslutning om at få en søsken til Elias nu.

Det er vigtigt at prøve at holde fast i et "normalt" liv.

Man kan/må ikke sætte sig liv på vent og leve i en boble, for hvad nu hvis?

Flere har spurgt om vi nu virkelig har overskuddet til endnu et barn?

Hvad svarer man til det og ville forældre til et raskt barn kunne svare på det?

Vi må tage det som det kommer.

Vi ved så godt at ingen alligevel ved hvad der sker i morgen.

Men vi glæder os.

Vi glæder os.