18. december 2011

Good days and bad days...


I november var vi til kaiser chiefs koncert.... da de spillede deres "good days and bad days" ramte det os.
Sådan er det.... gode dage og dårlige dage.

I onsdags bisatte vi min far. Han døde pludseligt.
Min far har lært mig meget på godt og ondt..... aller mest godt.




Vi lavede selv pynten til kisten. Elsker hyacinter... der duftede skønt i kirken.
Det var en fin bisættelse.... vi sagde farvel til min far i venø kirke.
Senere skal han spredes over havet.




Dagen efter min fars bisættelse reagerede Elias så på sin skoldkoppe vaccine og vi blev indlagt.
Han får iv aciclovir 3 gange dagligt og så noget panodil for at slå feberen ned og fjerne ubehaget.

Vi er trætte med træt på. Planen var at vi skulle rejse til norge på torsdag.... nogen tror det ene, nogen det andet. Jeg orker ikke at tænke frem til torsdag.
Orker ikke at tænke på at jeg skal på arbejde i morgen.

Heldigvis så kommer der altid en nat og en ny dag
......
uanset om det har været en god dag eller en dårlig dag.

3. december 2011

Gæstedyne-opbevaring


Efter vi flyttede i hus har vi igen fået plads til et gæsteværelse. Vi har dog bestemt at vi ikke ville ha en stor seng til at stå, så løsningen blev 2 boxmadrasser fra ikea ovenpå hinanden, med et betræk over så det ligner en sofa.

Men hvor skal man så gøre af gæstedynerne?

I en puf i stuen!



Købte kogt uld i stof og stil og så lidt vliseline til bagsiden... en lang lynlås i "mellemstykket".

Der er 2 dyner og 2 puder i vores puf.

Og Elias har allerede taget den i hans varetægt.

Smart?


Et meget nemt projekt, men hvis man ikke gider at sy kan man købe en lignende lige her.

God week-end.

27. november 2011

Copycat


For noget tid siden lavede jeg et pandebånd... jo jo det skulle vist til at være in igen efter at være efterladt i 80'erne.

Jeg synes det er rigtig fint og varmer godt på trods af nordmandens formaninger om hvor meget varme der fiser ud fra hovedet når man ikke har hue på.



Det er meget enkelt stave og luftmasker i et stykke foran, samlet med en kontrast farve til sidst.

Pandebåndet er ikke så fleksibelt så det er en god ide at måle hovedomkredsen til ejermanden og så slå masker op der passer til.





Ideen er kopieret direkte fra lutter idyl.
Hun har skrevet en opskrift til dem der arbejder bedst ud fra sådan en;)

Og i dag har det da været vejr til pandebånd og huer.... hu hej sikken en blæst.
Brændeovnen har været igang hele dagen.

Nu vil jeg ind og nyde det sidste af søndagen.
Føler mig lidt snydt for week-end, da jeg var på arbejde hele dagen i går.


Og på trods af at det er mørkt mørkt mørkt så lysner det hos os.
Elias har det rigtig godt, og har 7-9-13 endnu ikke reageret på sin skoldkoppe vaccine.
Hvis alt går efter planen bliver han afisoleret d. 20 december hvilket betyder at vi kan rejse til norge på juleferie som en helt almindelig familie.

Efter nytår skal Elias starte i vuggestue og engang i januar skal hans port opereres ud.
Vi er så klar for et nyt år!


Men først december..... det første adventslys er tændt.
Rigtig god 1. søndag i advent.

11. november 2011

Søstergaver


Endelig kom lillesøster Marie til verden hos vores gode venner i Norge.
Lillesøster strikken var klar og blev sendt med farmor og farfar da de var i dk og besøgte os.
Daisystrik og knæstrømper.




Og man må jo aldrig glemme storesøster.
Hun fik en fin æske fra søstrene grene fyldt med dansk slik vi ved hun kan li' :)



Endnu engang er vi nået til week-end.
Elias har fået dexamethason siden tirsdag så jeg er ved at være godt brugt.
Min ellers så glade dreng som klarer den ene kemo kur efter den anden bliver helt forandret af dexa'en.
Han spiser helt vildt.... idag: 2 boller, 1 l mælk, vand, sodavand, 1 happy meal, 6 pølser, fredagsslik, 1 banan og så alt det løse...
Men noget af det værste er de psykiske bivirkninger.
Han bliver deprimeret og mor syg. Græder over de mindste ting og kan ikke bære hvis jeg går længere væk fra ham end en meter.

I aften kommer mormor og Nis.
I morgen drager jeg og espen nemlig til tisvildeleje med en af cancerforeningerne.
Psyken skal plejes sammen med andre forældre til cancerramte børn.
Vi glæder os

God week-end.

7. november 2011

Når tingene pludselig vender

 Stor koncentration og hvor tager det laaaaang tid når hver eneske ske med mel skal løftes forsigtigt ud af posen.



Puha hvor har jeg arbejdet meget i den sidste tid.
Igår blev jeg nødt til at blive og arbejde over, så det var ikke ligefrem fordi jeg var i hopla da jeg kørte ind til sygehuset her til morgen.
Efter yngre læge mødet var der morgen konf. Og sørme om den ene overlæge ikke syntes jeg skulle ta fri når nu jeg var der til sent i går aftes. Jeg skyndte mig at sige ja!
Og på vej ud af døren fik jeg så af vide at jeg også kunne blive hjemme i morgen!
Hurra.... dermed en hel uge fri!
(havde i forvejen fri resten af ugen)
Kom med flere af sådan nogen mandage tak!






 En lille dreng der er vant til at spritte hænder hele tiden bryder sig ikke om "gris" på fingrene.


Pludselig var jeg helt i hopla!
Med det samme jeg kom hjem var Elias klar til mor tid, så far blev sendt i haven imens vi bagte kanelsnurrer.
Elias snuppede en lur på over 3 timer og da han vågnede kørte vi til egå marina og kiggede på både og nåede også forbi den praksis hvor jeg skal arbejde efter jul.



 Resultat.... mmmm...


I morgen skal vi på sygehuset og ha den aller sidste iv kemo kur.
Og så skal Elias vaccineres.
Jeg er så glad for at jeg har fri og kan være med... det bliver stort.



Til sidst et billede for at vise realiteterne.
Selvfølgelig bager man ikke med en 2 årig uden ulykker.

Han er en haj til at slå æg ud så inden man ved af det er der æg over alt.
Da vi penslede kagerne nåede han at påbegynde kogning af et helt hvidløg.
(derfor måtte jeg skynde mig at snuppe det og lave hvidløgsolie, med en enkelt chili)
Og så eeeeelsker han at lege med vand, hvilket (selvfølgelig) endte med en oversvømmet vindueskarm.

Men alt det viser vi jo ikke billeder af vel? ;)

29. oktober 2011

Heldig?

Nye fine stjerner i ørene

Nogen vil måske mene at jeg ikke kan kalde mig heldig. Ofte siger folk at mit liv er urimeligt....
Men altså nogen gange så er jeg heldig.
Som da jeg vandt nye fiiiiine ørestikkere hos hende her.





Og så sendte hun endda en firkløver med i pakken. Den hænger nu på skabet lige ved siden af Elias's seng.
Så kan han også blive heldig....




Nogen gange kan jeg da godt synes at det hele er urimeligt og vi er langt fra heldige.
Men alt det hårde og svære er jo det hele værd alligevel...og så har jeg en lille dreng der stadig synes det er hyggeligt at kysse mor!

Jeg føler mig meget heldig!

26. oktober 2011

Strikkeklub





Før Elias blev syg var jeg med i en strikkeklub. Eller det man i Norge vel kalder forening. Kvindfolk som mødes og.... snakker en hel masse..... og lader som om de strikker....;)
Da vi var igennem den mest intensive tid havde jeg ikke overskud til noget som helst andet end elias og mit studie.
Men nu begynder tiden at komme tilbage og vi har genoptaget "klubben". Så hyggeligt.


Gowry har udstyret i orden!




Faktisk strikker vi.... for K på billedet over kan ikke finde ud af ret og vrang hvis der snakkes..... og så bliver der bare alt for meget rette-arbejde for undertegnede tsk tsk ;)
Så hvisker vi bare i krogene i stedet....


Dog var det ikke det store jeg blev færdig med... var lidt træt efter indlæggelsen med Elias.
Et par små knæstrømper blev det dog til.

Tusind tak for alle jeres tanker og ønsker om god bedring både her og på tlf og mail.
Det varmer at vide at så mange tænker på os.

I mandags fik Elias feber igen, så vi er igang med en ny runde. De har fundet ud af at Elias har kighoste. Heldigvis har han det ok, så vi er hjemme ind imellem de 3 gange iv antibiotika om dagen.

16. oktober 2011

Når tiden går i stå


Nu er det efterhånden længe siden jeg har skrevet et indlæg om kræften.
Men vi har jo også bare været inde i en rigtig god periode... måske lidt for god.
Vi er i hvert fald enige om at vi måske er blevet for godt vant....for puha hvor er det hårdt når man så rammer ind i det vi er i nu....






Elias var i mandags nået til den dato hvor sidste hårde kemokur stod på programmet. Der var længe tvivl om han overhovedet var klar til kuren, og han kom heller ikke igang før tirsdag.



Tirsdag er OP (operation) dag på A4 og elias fastede og fik sin forhåbentlig aller sidste indsprøjtning i ryggen med kemo. Kuren blev sat på dropstativet og vi lagde diverse planer med den søde køkkendame om hvordan vi skulle fejre det hele om onsdagen.....




Men men men.... da Elias vågnede fra op var han dårlig. Til sidst var han helt marmoreret, blå læber, kulderystelser, temp. på 40,5 og en hoste der var endnu værre end før!
Der blev kaldt en læge, diverse blodprøver blev taget, røntgen taget på stuen, kontakt til afdelingslægen om kuren skulle standses osv. Elias blev dopet med morfin og faldt til ro.

Onsdag tog jeg på arbejde, men efter et mindre break down indså jeg at der kun var et sted der var rigtigt at være og det var på A4.

Og vi er stadig indlagt. Feberen er ikke bare sådan at slippe af med. Vi er isoleret på stuen (ca. 25 kvm2) og har været det siden tirsdag!
Vi håber bare han når at komme over det inden kuren trykker hans immunforsvar så meget at det bliver en endnu større kamp.



Heldigvis har i de sidste dage fået lov til at tage lidt hjem indimellem antibiotikaen.
Elias kvikner til lige når vi kommer hjem og vil gerne lege ude, men efter en halv time ligger han sådan her resten af eftermiddagen.

I nat har vi fået lov til at sove hjemme, for så at møde ind igen kl 8 i morgen tidlig. Vi var lige på A4 omkring 20-tiden for at få medicin, og så direkte hjem i seng. Godt vi kun bor 2 rundkørsler fra skejby ;)

Nu er vi udstyret med panodil og morfin til natten.
Kryds fingre for at den bliver stille.....

9. oktober 2011

Pigestrik



Et nyt stykke strikketøj er på pindene.
Denne gang pigestrik!






Jeg har jo (selvfølgelig) strikket en masse til elias.... drengefarver, drengemodeller....
Åh så når chance for at få tøsede farver og mønstre på pindene så lader jeg den ikke bare gå forbi!

Og se så lige det her daisy strik... er det ikke fint?

Opskriften finder du her.




Det hele skal ende med en trøje til en lille pige.
Strikker med 2 tråde. 1 tråd blackhill højlandsuld fra garnudsalg og så en tråd mohair.
Højlandsulden skulle være lige så blød som cashmere (men synes nu ikke det helt er den følelse jeg får når jeg sidder med det nu.... men mon ikke det ændrer sig efter 1. vask?).
En luksus trøje!






Og så bare fordi de matcher farverne på strikketøjet.... smukke crysanthemum.


Rigtig god søndag derude.

Min søndag er lige blevet forsødet med en glædelig overraskelse og held.

Men måske er det fortjent når jeg også skal bruge min søndag på at lave et powerpoint show om anæmi?

;)

4. oktober 2011

Pallehylde DIY



Endelig et lille pip herfra igen. Har været syg, og så troet at jeg var rask, gået på arbejde.... for at finde ud af at jeg stadig var syg!

Meeeen nu tror jeg det begynder at gi sig.

Midt i al sygdommen fik jeg tid til at lave disse hylder.... eller det vil sige at det nok nærmere var espen der lavede dem.... efter instrukser fra mig selvfølgelig;)






Dem der har sin gang på pinterest har sikkert set dem før i alle mulige forskellige varianter.

Der er brugt ca 1/3 af en europalle, nogen søm og noget gammelt vand vi havde renset pensler i.....

Pallerne blev savet op, der blev sat bund i hylderne og så fik de en gang patina med malings-vandet....
Og jo så to kroge under den nederste til viskestykker og grydelapper.

For en forklaring med billeder se her.




Nu har jeg mine kogebøger hvor de skal være..... lige ved hånden!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails