Det var så det, det var det hele.... amningen er færdig, slut, finale, bum! Det var ikke sådan her jeg havde forestillet mig det, overhovedet ikke...Men idag måtte jeg indse det, der er bare ikke nok mælk i brysterne længere efter at Elias er begyndt med at få flaske i de timer jeg er på sygehuset hver dag. (og tør slet ikke tænke på når jeg begynder på vagterne og ikke kommer hjem sent på aftnen)
Så nu er Elias et fuldt ud flaskebarn. Så må vi se hvordan det kommer til at gå for brysterne... hvis de bliver for spændt må jeg malke ud med pumpen... og måske jeg kommer til at lægge Elias til sådan bare for hyggens skyld :)
Det er lidt tomt nu, for amningen har fyldt så meget i min tid hjemme på barsel.
Helt fra fødslen hvor Elias suttede som en gal men ikke fik ordentlig fat så jeg måtte bruge ammebrikker og sundhedsplejersken spåede min ammekarriere som ikke eksisterende (ha!, jeg klarede over 7 måneder alligevel;)),
den efterfølgende måned hvor den ene ømme sprække afløste den anden på brystvorterne og tårerne trillede hver gang Elias blev lagt til,
morgenen hvor jeg vågnede med infektion og espen straks blev sendt i byen efter en pumpe,
angsten for ikke at have nok mælk hvilket resulterede i indtag af masser af vand, mandler i store mængder, ammethe og hvidtøl!
nætterne hvor jeg faldt i søvn oven i en diende Elias,
dagene hvor vi måtte blive hjemme fordi vi havde øgedøgn og jeg næsten ikke nåede at pakke brystet væk før Elias var sulten igen,
alle turerne vi har været på og rejserne til norge hvor jeg har været så glad for at jeg ammede så vi altid havde mad klar,
da vi var på hyttetur og Elias fik så høj feber at det eneste han orkede var at blive ammet
og alle timerne hvor jeg har holdt ham og strøget ham over håret imens han suttede sig mæt og tænkt på hvor fantastisk han er...
Ja på trods af alt det hårde arbejde, så har det været det hele værd.
Amning RIP :)
Så nu er Elias et fuldt ud flaskebarn. Så må vi se hvordan det kommer til at gå for brysterne... hvis de bliver for spændt må jeg malke ud med pumpen... og måske jeg kommer til at lægge Elias til sådan bare for hyggens skyld :)
Det er lidt tomt nu, for amningen har fyldt så meget i min tid hjemme på barsel.
Helt fra fødslen hvor Elias suttede som en gal men ikke fik ordentlig fat så jeg måtte bruge ammebrikker og sundhedsplejersken spåede min ammekarriere som ikke eksisterende (ha!, jeg klarede over 7 måneder alligevel;)),
den efterfølgende måned hvor den ene ømme sprække afløste den anden på brystvorterne og tårerne trillede hver gang Elias blev lagt til,
morgenen hvor jeg vågnede med infektion og espen straks blev sendt i byen efter en pumpe,
angsten for ikke at have nok mælk hvilket resulterede i indtag af masser af vand, mandler i store mængder, ammethe og hvidtøl!
nætterne hvor jeg faldt i søvn oven i en diende Elias,
dagene hvor vi måtte blive hjemme fordi vi havde øgedøgn og jeg næsten ikke nåede at pakke brystet væk før Elias var sulten igen,
alle turerne vi har været på og rejserne til norge hvor jeg har været så glad for at jeg ammede så vi altid havde mad klar,
da vi var på hyttetur og Elias fik så høj feber at det eneste han orkede var at blive ammet
og alle timerne hvor jeg har holdt ham og strøget ham over håret imens han suttede sig mæt og tænkt på hvor fantastisk han er...
Ja på trods af alt det hårde arbejde, så har det været det hele værd.
Amning RIP :)
Åh jeg føler med dig, det er altså lidt hårdt når man ikke selv bestemmer sig for at stoppe, men omstændighederne gør det for en. Jeg kunne heller ikke amme Gry længere efter de 8 måneder, selvom jeg enormt gerne ville have fortsat. Og ja, det føles underligt tomt, for hvor har man brugt mange timer på at amme, få det til at fungere osv. Så jeg kondolerer over den begravede amning, knus herfra :-)
SvarSlet