30. december 2012

Vores 2012


Så nåede vi til enden af 2012 og dermed også tid til at sidde og mimre tilbage. 
Jeg har de sidste år lavet et indlæg med et billede fra hver måned igennem det forgange år, og i år skal ikke være nogen undtagelse.
Jeg ved at der sidder bedsteforældre derude som især sætter pris på disse indlæg, men de er også super hyggelige at lave. Fint at få nogen timer til at sidde og tænke tilbage...

Vi kom til at snakke om at der de sidste 4 år er sket en stor begivenhed hvert år.
I 2009 fik vi vores første barn, Elias kom til verden i juni.
I 2010 rystede verden under os da Elias fik konstateret leukæmi i september.
I 2011 lagde vi hårdt ud med at købe vores første hus i januar og flyttede fra lejligheden i påsken.
Og ja mange kan sikkert gætte hvad den store begivenhed i 2012 har været ;)
Men det kommer vi til for der har været mange både gode og hårde stunder....:




 Januar 2012

Elias har nu efter lidt over et år med kemo overstået de værste kure og bliver afisoleret.
Han starter i vuggestue (igen). Der er sne i haven og vi træner på små legeski.
Desværre kræver vuggestuestart også nogen indlæggelser med infektion...







Februar 2012

De gentagne infektioner og indlæggelser kulminerer med en akut operation. Elias får opereret sin port a cath ud (iv adgang i brystet). Et stort skridt på vejen til at blive rask som skete lidt turbulent.
Tiden på sygehuset gør også at Elias går glip af fastelavn.
Men det hele var ikke kun skidt, i februar finder vi nemlig ud af at der er en lille baby i maven på mor.
Det er også i februar at mor begynder hendes blok i almen praksis og nu begynder at dele plejeorloven med far så han også kan komme lidt på arbejde igen.





Marts 2012

Heldigvis når vi at komme over de værste infektioner så vi kan tage med "cancerbarn" på skitur til Norge. Vi bliver forkælet på alle måder og vi nyder alle turen i fulde drag. En kæmpe oplevelse for Elias.. og han var så sej på ski. 2 år og med kemo i benene klarede han alligevel nogen ture med far på bakken.
Hjemme i Århus går dagene i vuggestuen og Elias er træt. 
I slutningen af marts begynder foråret at komme og vi begynder så småt vores store træfældningsarbejde i haven.
Og så finder vi ud af at det er en lillebror der gemmer sig i maven.





April 2012

Det store arbejde i haven fortsætter. Vi har besøg af farfar som hjælper, og sørme om der ikke pludselig står et legehus til Elias i haven!
Vi begynder at forberede til rollen som storebror og Elias hjælper selv med at pille siden af tremmesengen. Det går rigtig fint og Elias sover hurtigt i sin nye "store" seng.





Maj 2012

Bedsteforældredag i vuggestuen hvor Elias stolt kunne tage sin onkel og tante med ned og vise frem.
17. maj fejrer vi i Norge. Elias er helt med og råber hip hip hip, hurra hurra hurra og vifter med flaget. Han er dog noget skuffet over at "toget" (optoget) ikke er et rigtig tog.








Juni 2012

Elias kan fejre sin 3 års fødselsdag. 
Vi har haven fuld af gæster og har en helt fantastisk dag.
Overvældende mange gaver og fine kager.
Tante havde lavet traktorkage og der blev pustet lys ud igen og igen.







Juli 2012

Vi tager på en lang ferie til Norge.
Som altid nyder vi det i fulde drag. Livet ved vandet er skønt og der bliver badet, sejlet og fanget krabber. God venner og familie bliver besøgt.
Det er sommer med lange aftener og bare tæer.









August 2012

Den sidste tid inden lillebrors ankomst bliver udnyttet til fulde. Vi er på mange ture. Både for at besøge familie, hvor vi også var med i mormors båd, men også med alle de kræftforeninger vi er medlem af i forbindelse med Elias's sygdom. Der er tur i fårup sommerland hvor Elias var så sej og red på en kæmpe hest (ikke bare en pony nej). Tur i legoland sammen med onkel og tante og en tur til jyllandsringen sammen med børnecancerfonden for at se på seje biler sammen med far og onkel.
Mor begynder sin barsel, hvilket gør at far igen har den fulde plejeorlov.
Nu går vi alle hjemme og venter...







September 2012

Endelig kom han ud af mors mave. Lillebror Isak kom til verden d. 20 september.
2012's store begivenhed.
Det var lidt underligt for Elias at besøge os på "hans" sygehus... og helt uden at skulle over på afdelingen og stikkes. Elias er stolt storebror og er så sød ved lillebror.
Og ovenikøbet starter Elias i børnehaven.
En rigtig stor storebror.






Oktober 2012

Vi lever i babyboblen. Lillebror er sød og nem og sover nogen lange lure i barnevognen så vi stadig har tid til at sidde i sofaen og se på ipad.
Mor og far er trætte men meget taknemmelige over at ha fået 2 så dejlige drenge.






November 2012

Vi lever stadig lidt i en boble men begynder også at bevæge os lidt ud. Vi besøger familie. Både i Danmark og Norge. Dermed havde Isak sin første tur op i fjeldene for at hilse på den norske familie (farmor og farfar hilste han dog på da han kom til verden).
Og mor og far havde deres ilddåb med 2 små drenge på "danskebåden" som gik meget bedre end vi forventede (frygtede;)).






December 2012

Vi nyder den første jul som 4 og fejrer juleaften hos os med besøg af onkel, tante, mormor og nis. Og julemanden...
Inden da har december været fuld af infektioner og det er igen begrænset tid Elias er i børnehaven.
Tidligt i december har vi besøg af en fotograf som foreviger os allesammen...Det blev der mange gode billeder ud af... som pludselig betyder så meget.


Så ja, endnu et begivenhedsrigt år er gået.
Nu er vi klar for 2013.

Og her venter flere store krydser.
I januar skal vi ha barnedåb og så fylder både jeg og Espen rundt i løbet af året.

2013 bliver forhåbentlig også året hvor Elias kan erklæres rask.

Jeg kan mærke jeg glæder mig til 2013

vær velkommen



GODT NYTÅR





29. december 2012

Klar til 2013



2012 lakker mod enden.
Vi går og rydder op.
Jeg har lyst til at rydde julen ud, men Espen vil gerne beholde den lidt endnu.





Jeg har printet en fin 2013 kalender med en grafisk form til hver måned.
Jeg har printet den på lidt kraftigt naturpapir og hængt op med en stor papirklemme.
(og så kunne jeg virkelig godt ha brugt sådan en skæremaskine, men måtte nøjes med en sløv saks;))

Ja stjernen får lov at blive lidt endnu for den er da lidt nytårsagtig ikke?

Elias kæmper med en ny omgang feber, puha vi glæder os til en frisk start.
2013 du er ventet!

26. december 2012

Juleaften



Lidt billeder fra vores juleaften 2012.
Vi nåede at blive mere eller mindre friske alle mand.
Som man man skimte på billedet over har jeg fået mine vitrineskabe på plads. 
Det skete den 23. og var ikke videre populært hos Espen.
Men jeg havde altså et ønske (læs bestemt mig for) om at de skulle være på plads før jul.
Der mangler nogle nye greb, så de er kommet på skal jeg nok vise rigtigt frem.

Kuglen på træet har espens tante lavet til os.




Om eftermiddagen, lige da onkel var gået i bad, kom julemanden på besøg.
Tidligere i december havde vi ringet til julemanden, og elias havde fortalt ham at hans højeste ønske var en skraldebil (!). 




Og sørme om ikke julemanden havde klaret at lave en skraldebil på sit værksted!
Stakkels onkel fik aldrig hilst på julemanden...




Da mørket faldt på blev der travlt i køkkenet og lys og fakler blev tændt.





Bordet blev dækket med sølv og krystal.
Mine hjemmelavede bordkort kom også på.
Hvid dug og sprøde, hvide tulipaner.
Det var et smukt bord.







Efter steg og and hængte vi snekrystallerne på juletræet og tændte det. Vi dansede, både om juletræ og rundt i hele huset.
Bagefter pakkede vi gaver op, og pakkede op og pakkede op.
Da alt papiret var revet af blev der ro til at spise ris a la mande. Og kager. Og konfekt.
Og jeg fik et enkelt glas asti.

Juleaften 2012 blev skøn... og hektisk.
Lige som det skal være med små børn.

Håber at i også havde en dejlig juleaften.
Her venter der en familiefrokost i morgen og så er julen vist også ved at være forbi.
Faktisk glæder jeg mig lidt til at få julepynten ned nu....
Snart banker 2013 på med en ny begyndelse.

22. december 2012

Så blir det jul




Puha for nogen førjulsuger vi har haft.
Feber, hoste og opkast.
Og en lillebror der reagerede stærkt på sin vaccination.

Ikke meget julestemning over det.




Men idag har vi været ude og hente juletræ i skæring.
Skæring er også et af surfestederne i århus.
Derfor et lidt kontrastfyldt billede med juletræ på taget og surfere på vandet.

Og nej, man kan ikke ha 2 autostole i en lille boble
(vi har prøvet;))

Med en to-do liste så lang når jeg nok ikke flere indlæg før jul.

Rigtig glædelig jul til alle 


16. december 2012

*insta


Jeg har købt "magiske måneder" til mig selv i førjulegave
Nyeste strikkeprojekt er en vest i smock i en fin mørk mørk blå farve
Jeg har bagt "kakemenn".... og de blev gode
Julepynten er kommet frem, min mormors kniplede stjerner gør mig glad
Elias kæmper med feberen der bare ikke vil forsvinde
Hyacinther... enten hader man eller elsker... jeg elsker


Pludselig er der forsvundet en uge.
Elias har en infektion som ikke er bare bare at komme af med.
En uge nu med høj feber, hoste og uden madlyst.
Det er vågne nætter og en dreng der ikke er sig selv.
Vi er gået glip af endnu en juletræsfest (sidste år var han isoleret)

Derfor ikke den store energi til at blogge, men en instagram collage kan det da blive til;)







12. december 2012

Strikkede gaver




Strikkede gaver plejer at blive modtaget godt, så derfor er jeg igang med en produktion til jul.
Jeg kan jo af gode grunde ikke vise så meget frem her på bloggen...


Men lige denne her tror jeg det går med. Jeg tager chancen med at nogen nok har så juletravlt at de ikke når at læse med her;)

En af de hjemmestrikkede gaver der skal gives væk er denne.
En lille strikket ræv til en pige.







Jeg strikkede den i to tråde blackhill lammeuld fra garnudsalg.dk
Og da jeg skulle op i en pind nr 6 for at det passede med strikkefastheden gik det ret hurtigt at strikke den. En aften for at være mere præcis;)
Så hvis du mangler en hurtig gave til at give væk er denne jo en oplagt ide:)

Nu skal den bare vaskes inden den bliver pakket ind.
Garnet er nemlig ret så stift inden vask.


Idag er vi hjemme og trætte. Elias har haft feber siden søndag.
I går begyndte han på antibiotika da infektionstallene var ret forhøjede.
 I morges/nat klokken 4.30 vågnede han op med 40.1i temp.
Det har været en laaaang morgen på sofaen.
Nu sover lillebror isak i barnevognen og Elias har lukket øjnene på sofaen.
Jeg tror jeg skal benytte muligheden og få lukket mine egne øjne en time eller to.



9. december 2012

Vi har haft besøg...





I starten af ugen havde vi besøg af en fotograf.
Jeg havde købt et værdibevis igennem downtown, så prisen var mere end okay og fotografen var rigtig dygtig.
Jeg havde forberedt mig og fundet ideer til opstillinger inde på pinterest.
Vi nåede billeder med os alle 4 på med forskellig fokus.
Billeder af drengene sammen.
Billeder af Elias alene.
Og billeder af Espen og Elias ved Espens veteran boble.

Det kan kun anbefales at få fotografen hjem til en i stedet for at skulle ned i et studie.





Et af billederne.

Der er ikke et eneste 1-2-3 smil billede imellem.
Jeg synes ikke det gør noget at en kigger væk (eller som Elias på billedet over: har travlt med at vælge en vingummi i posen;))
Eller at man ser lidt drømmende eller eftertænksom ud.

Jeg er så glad for billederne.
Nu er vi 4.
Og Elias har hår igen og er uden sonde.... ikke synligt syg længere.
Det er en frisk start.


Og mon nogen kan gætte hvad de får i julegave? :)

Glædelig 2. søndag i advent.


4. december 2012

Mangler du en læge?



For noget tid tilbage skrev jeg et indlæg om barsel og hvordan jeg skulle afholde den.
Har fået dejlige kommentarer... tusind tak. Dejligt med inspiration og bud på hvordan det kan gøres.

Jeg er endt op med at afholde den helt klassisk. Alt ud i en køre... og så lige lidt ferie til sidst.
Så passer det nemlig med at jeg skal starte igen d. 1 september i den praksis jeg gik på barsel fra.
Jeg var så heldig at de gerne ville ha mig tilbage og har nu fået det ordnet med koordinatoren i region midt.

Når jeg så begynder at arbejde igen går der 2,5 måned og så er jeg færdig med min kbu (turnus)

Så skal jeg ud og søge et job!




Som nogen af jer ved var det tæt på at jeg havde taget min turnus i Norge.
Vi havde drømme om nogen måneder i grønland... at få prøvet en masse forskelligt.

Men da Elias blev syg måtte vi se realiteterne i øjnene og vi købte hus og faldt til ro med at det nok blev nogen flere år i århus.

Men nu er det som om at vi igen har fået drømme. Om et år står jeg uden job og Elias er færdig med sin kemobehandling.
Vi drømmer.... snakker om at sætte huset til salg, sælge bilen...
Det er nu vi skal nå alt det vi blev "snydt" for.... inden Elias bliver så stor at han skal begynde i skole.

Jeg skal i kontakt med nogen der tilbyder vikariater i Norge, men også det er en jungle.
Så hvis der sidder nogen derude med erfaringer må i endelig skrive til mig enten her eller på mail.

2. december 2012

1. Adventssøndag hos os


Er et tændt lys i Adventskransen





Isak som sover sin formiddagslur ude i vognen.
(måtte justere alarmen på babyalarmen. Den bippede helt vildt da temperaturen kom under 0)





Dagslys over kransen jeg bandt i eftermiddagsmørket i går.
Kan se den ikke er helt lige, men synes egentlig ikke det gør noget.





Lærkegrene og gran bundet på en ring viklet af bonzaitråd.
(En i min nye mødregruppe viste mig forleden hvor man kan finde lærkegrene i skoven, sidste år travede jeg rundt uden held!)









Espen har fået Elias ud af sofaen og nu trækkes der kælk runde efter runde rundt om huset imens jeg står og tysser lidt i vinduet når de passere mig og sovende isak.

Et af mine gøremål kan jeg straks krydse af min liste.
En ordentlig stak af Wenches chokolade og mandel cookies er snart færdige.
De er fantastiske og jeg har skrevet om dem før, så opskriften finder du her.





Plus alt det løse såsom amning gange en milliard, ud i frosten og give sut gange maaaange, løgnehistorier om nissen der kommer om natten med gaver, bleskift gange endnu flere (2 blebørn!), ild i brændeovnen og en mor der burde gå i bad når hun nu har chancen (i stedet for at blogge):)

Rigtig god søndag

27. november 2012

Små pigegaver: ophæng


I week-enden havde vi besøg af vores gamle underboer.
Vi er alle flyttet fra vores gamle bygård midt i byen hvor vi boede mens vi læste og hvor vi begge par fik vores førstefødte.
Det var også der vi boede da Elias blev syg.
Det var godt med et tæt netværk.
Nogen til at passe på os da det hele ramlede.
 
Måske er det derfor at vi stadig ses.
Selvom det siden er blevet hus og flere hundrede kilometer imellem os.
Og et barn mere har vi også fået så der nu er 4 små når vi ses.
 
 
 
 

 
Da jeg den anden dag lavede bordkort i snydeler lavede jeg nogen ekstra snekrystaller med de små pigers navn på.
På en aften blev der hæklet et par grantræer og et par stjerner.
En bomuldssnor med kogler trådet på og en silkesnor til ophæng.
 
Det blev sådan nogen fine "klokkestrenge" (hvis jeg havde haft små klokker var der kommet en sådan nederst) og jeg tror pigerne blev glade og glædede sig til at komme hjem og pynte deres værelser.
 
 

 
Kogler må du en tur ud i skoven at finde ;)
 
 
 
 


Lidt silkepapir, en cellofanpose og noget gavebånd.
 
 
 
Det er ikke så meget der skal til.
 
 
Kære Sigrid og Agnes. Tusind tak for hyggeligt besøg. Vi glæder os til vi ses igen :)

23. november 2012

Det nærmer sig...



December!
Og dermed også julekalendertid.
Fra start af opgav jeg projekt pakkekalender med nyfødt baby...
Og da elias er så heldig at ha fået både slikjulekalender og pakkekalender af familien, ja så skulle det være noget andet.
Kiggede lidt på noget lego, men faldt så over pixi-bogs julekalenderen.







Jeg fandt den hos plusbog (som ikke har givet mig nogen som helst gaver af nogen art, jeg synes bare de har et godt koncept;)) til 90 kr!





24 små historier som tilsammen laver en julehistorie.
Jeg har smugkigget og glæder mig allerede til at læse en lille historie hver dag.
Og til at finde den frem igen næste år.... og året efter... og...

Blot et lille tip til en nem (og billig) julekalender der ikke er slik.

21. november 2012

Snyde ler...DIY


I år skal vi holde jul hos os og jeg glæder mig rigtig meget.
Jeg er allerede begyndt at planlægge.
På pinterest så jeg en opskrift på "snyde ler".
Det så nemt ud og tænkte jeg måtte prøve det.





Jeg har linket ovenfor, men sådan var hvordan jeg gjorde:

2 dl natron (svt ca 2 bøtter) og
1 dl maizena blandes med
1,25 dl vand i en kasserolle.

Bringes til kog. Efter et par minutter bliver konsistensen ligesom lind kartoffelmos.
Vip det hele ud i en samlet bunke på en bageplade eller lignende og dæk til med en fugtig klud imens det afkøler.
Det bliver ligesom modellervoks.
Min var lidt for fugtig, men jeg æltede bare mere maizena i og efterhånden blev det ret nemt at arbejde med.

Jeg rullede ud ( husk at drysse med maizena ) og brugte kageudstiksforme til at lave figurer.



Bagefter stemplede jeg navn.
Og lavede huller til ophæng med et sugerør.





Det var rigtig hurtigt og nemt.
Det "ler" jeg havde til overs har jeg gemt i en plastikpose i køleskabet.

Figurerne kan tørre i stuetemperatur eller man kan bage dem i ovnen.





Da jeg skal bruge nogen figurer til en overraskelse bagte dem i ovnen i en time (vendte dem midtvejs) ved 80 grader.
(de bliver ikke gule som billedet ellers kan antyde, det er lyset der driller)

De har bukket sig lidt, så næste gang tror jeg at jeg vil prøve bare at lade dem lufttørre.

Snekrystallerne med navn skal bruges som bordkort juleaften.
Bagefter kan vi hænge dem på træet.
Vores gæster kan få deres snekrystal med hjem og måske skrive et lille årstal bagpå som minde...

Vi glæder os!

19. november 2012

Træt



Lillebror er egentlig sød til at sove. Han skal bare lige hjælpes ind i søvnen... og det kan tage tid.
Vi vil gerne ha ham til at sove ude i dagstimerne.
Det kræver dog ( som nogen af jer sikkert har set på instagram ;)) op mod en time ude foran huset inden Isak sover og man kan gå ind igen.
Men så sover han også godt og ofte længe.

Vi håber at han bliver bedre til selv at komme ind i søvnen med tiden.





Derfor passer det også rigtig godt at jeg har fået lov til at teste en kaffemaskine fra senseo.
Jeg drikker egentlig ikke kaffe, men når man har stået ude i kulden og også er lidt træt efter natten så er det skønt med en varm cappuccino (som er det jeg indtil nu har lært at drikke selvom der også var en "ekstra strong" med i smagsprøverne....gemmer den til det bliver nødvendigt;)).
Elkedlen er faktisk gemt væk og den nye maskine har fået plads på køkkenbordet.
Får jeg lyst til the kører jeg bare vand igennem uden en "pude" i. Det går hurtigere end at varme vand i elkedlen og så sparer det energi. Derfor tiltaler det mig også at maskinen selv slukker hvis man ikke bruger den (eller glemmer at slukke den apropo træt) og så er det bestemt også et plus at puderne til denne variant er i kaffefilter indpakning stedet for al den plast og metal man ser til andre typer.

Et minus er at jeg flere gange har været ved at brænde fingrene fordi puderne kan være lidt svære at få ud af holderen.

Men alt i alt er vi blevet glade for den og har da også været inde og bestille mere kaffe til vores gæster....
og os selv:)

17. november 2012

Ønsker



Springform 22 cm ø fra kunst og køkkentøj / Strømpebukser, grå og sorte i uld str M/L


Jeg er så heldig at være decemberbarn. Så hver december skal der ønskes.... til jul OG til fødselsdag.
Jeg prøver at samle ønsker sammen igennem året, men alligevel kommer det altid lidt bag på mig;)

Jeg synes dog jeg har fået samlet nogen fine ting i år.
Og de matcher ;)



LinkWithin

Related Posts with Thumbnails